Mongol Rally – fra England til Ulan Bator

I 2010 der deltog jeg sammen med 2 venner i Mongol Rally, hvilket er et velgørenhedsløb som går fra England til Ulan Bator (Hovedstaden i Mongoliet).

Reglerne var simple:

• Man skulle finde et køretøj som højst var 10 år gammelt, medmindre det var et køretøj som havde en stor praktisk værdi, som f.eks. en ambulance, brandbil, eller lign.
• Ens køretøj måtte højst have en 1.2 liters motor (Igen medmindre det var en ambulance, eller lign).
• Man skulle gøre sit bedste for at samle minimum 10.000,- kroner ind til velgørenhedsorganisationer i Mongoliet.
• Ens køretøj blev doneret til myndighederne i Mongoliet, hvis de havde praktisk værdi, ellers blev de solgt på auktion til fordel for velgørenhed. Man kunne selvfølgelig også vælge at køre ens køretøj hjem igen.
• Man var 100% på egen hånd – Der var intet hjælp at få fra arrangørerne, hvis ting gik galt.
• Hjælpemidler som GPS og lignende var ikke så velset – Kort + kompas var vejen frem!

Kort sagt, så handlede det om at finde den mest upraktiske bil, gerne med komisk værdi. Altså en bil som overhovedet ikke var bygget til de “veje” man måtte møde på turen. Eller også så skulle ens køretøj kunne være brugbart for de mongolske myndigheder.

Vores smukke køretøj…

Under vores indledende forberedelser, der fandt vi hurtigt ud af at det ville egentligt være dejligt hvis vi kunne få sponsoreret et køretøj.

I Danmark der koster det jo en bondegård, hvis man skal finde en bil som højst er 10 år gammel – desuden der var det jo på ingen måder billigt at deltage i Mongol Rally.

Der skulle betales tilmeldingsgebyr, visummer, vaccinationer, færge, afgifter, tunneller, broer, mad, flybilletter, hoteller og meget mere….så vi gik på jagt efter en sponsorbil.

Og det fik vi………..

men det var ikke en bil, det var derimod en smuk ambulance sponsoreret af Falck. Vi fik lov til at overtage en fin ambulance, som kun havde kørt lidt over en million kilometer og som virkede i bedste stil. Den var udgået som servicekøretøj i Danmark og Falck syntes det var en god idé at den fik en ny tilværelse i Mongoliet.

Forberedelser

En af de afgørende ting i forbindelse med vores forberedelser til turen, det var hvilken rute vi skulle vælge. Det er 100% frit hvordan du kommer fra England til Mongoliet, altså man bestemmer selv ruten. Nogle vælger at drøne den hurtige vej igennem Ukraine/Hviderusland, Rusland og så direkte ind i Mongoliet, hvilket er den korte rute på små 9000 km. Andre vælger alternative ruter, typisk ned igennem centralasien. Vi valgte en rute som hed:

Europa -> Tyrkiet -> Iran -> Turkmenistan -> Usbekistan -> Kazakhstan -> Rusland -> Mongoliet

Udfordring 1: Visummer

Da vi havde valgt en forholdsvis eksotisk rute, der opstod problem nummer 1, nemlig hvordan vi dog skulle få visum til de forskellige lande. Heldigvis kunne vi købe visumassistance i England til nogle af visaerne.

På den måde fik vi et eksotisk transitvisum til Turkmenistan og til Kazakhstan, Usbekistan og Mongoliet.

Vi kunne dog ikke få visum til Iran eller Rusland, medmindre vi selv skaffede dem via deres ambassader i Danmark. Det krævede en håndfuld rejser mellem Odense og København, før de også var i hus og faktisk fik vi først det sidste visum til Iran få dage inden afrejse.

Som bonus information, så var det dejligt at opleve den fantastiske hjælpsomhed fra iranerne, som pga. vores meget pressede situation, fik fremtryllet visummer hurtigere end det vist normalt var praksis.

Udfordring 2: Nummerplader

Den største udfordring vi blev udsat for i forbindelse med forberedelserne, det var at få nummerplader på vores ambulance. Motorkontoret blev vores største fjende, de ville simpelthen ikke give os nummerplader til vores stakkels ambulance, medmindre vi betalte mange tusinde kroner for at få den indregistreret.

Efter mange besøg på det lokale motorkontor og mange frustrerende telefonopkald, der endte vi dog med at få en dispensation underskrevet af den daværende skatteminister.

Afsted til England

På dagen hvor vi skulle afsted, der blev vi interviewet af TV2 Syd, som lavede et indslag om vores alternative ferie og vi fik sponsoret en tank diesel af den lokale tankmand. Desuden der blev der lavet lidt reparationer af en fantastisk lokal mekaniker, da motorblokken var utæt. Vi blev sendt afsted med et held og lykke og beskeden om at hvis vi var heldige, så holdt den tæt de næste 10.000 km, hvilket ikke lige var den fedeste besked, da vi havde 17.000+ km foran os.

Ambulancerne startede sammen.

Døren til helvede – The Door to Hell – Karakum ørkenen Turkmenistan.

Skyder lige en genvej.

Druknet motor.

Det er en god fornemmelse, når man bliver overhalet af sit eget hjul.

Dobbeltpunktering og et reservehjul.

Vandovergang efter grundig guide fra de lokale om vanddybder.