Chile

Chile (der officielt går under navnet Republikken Chile), er et land, der er beliggende i den sydvestlige del af Sydamerika, helt over på kysten. Landet er desuden placeret lige imellem Andesbjergene og Stillehavet.

Chile grænser op til Argentina, Bolivia og Peru. Sammen med Ecuador er Chile det eneste land i hele Sydamerika, der ikke grænser op til Brasilien. Chile har en meget speciel udformning – landet er ekstremt langt, og dækker store områder. Derfor kan Chile byde på alt lige fra Andesbjergene, til vulkaner, floder, ørken, sandstrande, mm. Landet byder på ekstremt varierende landskaber, da det strækker sig fra en meget tropisk nordlig del, hvor der både findes ørken og vulkaner, til den meget artiske sydlige del, hvor der er gletschere og isfjorde.

Landet har et totalt areal på 756.950 kvadratkilometer, hvoraf 1,07 procent af dette er vand. Forestående tal gør landet til det 38. største land i verden.

Den største del af Chiles indkomst kommer fra eksport af kobber igennem det statsejede kobberselskab Codelco.

Torres del Paine National Park

Torres del Paine National Park

Hvornår er det bedst at besøge Chile?

Man kan besøge Chile året rundt, men er der et specifikt område som man kun vil rejse i, så er det en god idé at undersøge grundigt om vejrforholdene. Den sydlige del af Chile har det bedste vejr om sommeren (fra December til Marts), hvorimod det ikke er særligt rejsevenligt om vinteren (Juni til September).

Den midterste del af Chile byder på det bedste vejr i foråret, fra September til November, og i efteråret fra Februar til April. Atacama ørkenen kan besøges året rundt, men vær opmærksom på at pga. højden, så er det ekstremt varmt om dagen. I ørkenområderne kan der være minus 20 grader om natten, og 25 grader om dagen, så der er store temperaturforskelle.

Mad og drikke

De lange kyststrækninger byder på mange spændende retter med fisk og skaldyr. Chile er kendt for at have nogle fremragende fiskeretter. De er også kendt for deres gode oksekød og det er muligt at få retter med helt vidunderlige bøffer. Der laves også en masse fremragende vin i Chile og brygges udemærket øl.

Drikkevand

Du bør ikke drikke vandet fra hanerne. Drik i stedet vand fra flaske.

Transport

Der flyver en del indenrigsfly mellem de større destinationer i landet. Generelt er priserne rimelige og det kan være en god måde at komme rundt på, da distancerne i landet ofte er store.

Som alternativ til at flyve, findes der et udemærket busnet i landet. Det kører mellem alle de større byer og standarden er rigtig fin. Priserne er lave og det er en behagelig måde at se landet på.

Der er også et størretognet i Chile, som kører mellem de større byer. Priserne kan være rigtig lave, hvis man er villig til at sidde dårligt i en økonomiklasse. Som alternativ er der salonpladser, hvor de er højere standard. Tognettet er dog berygtet for at være i lidt dårlig forfatning og ofte være ramt af forsinkelser.

Alle større byer har taxier, som man enten kan fange på gaden eller ringe til. Man bør aftale prisen på forhånd.

Hvis du ønsker at leje en bil, så er det også muligt i de større byer / lufthavne. Ofte kommer der dog en chauffør med i prisen.

Forsikring

Du bør tegne en rejseforsikring inden du rejser til Chile. Ved uheld, sygdom eller lignende er du ikke dækket uden en forsikring, hvilket kan have uoverskuelige økonomiske konsekvenser.

Valuta

I Chile hedder valutaen Peso. Det er muligt at veksle de fleste kendte valutaer i Santiago, men besværligt i resten af landet. Nogle turiststeder tager i mod Amerikanske Dollars. Der er mange hæveautomater spredt ud over hele landet, hvor du kan hæve Peso via dine internationale betalingskort.

Santiago de Chile

Santiago de Chile

Sikkerheden

Chile er et rimeligt sikkert land at rejse i. Der er dog nogle ting du skal være opmærksom på. Det er et af de lande i Sydamerika, hvor der er mindst hård kriminalitet, men derfor er det stadig en god idé at være opmærksom på f.eks. lommetyve, som opererer i stor stil. Lad vær med at have for mange penge på dig, og vær opmærksom på hvordan du opbevarer dine penge. Du må ikke filme militære installationer.

Vær også opmærksom på at der ligger landminer nogle steder i landet, dog primært nær grænserne til Peru og Bolivia. Og ved grænsen til Argentina.

Naturen kan også være et element man skal være opmærksom på, Chile ligger i en jordskælvszone, så der kan fremkomme jordskælv. Det kan også være farligt at tage en svømmetur på nogle af deres strande, da strømmen kan være voldsom.

Du kan læse mere om den aktuelle sikkerhedssituation: http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/rejsevejledninger/chile/

Visum til Chile

Pt. skal du ikke bruge visum for at besøge Chile – Der er visumfrit i op til 90 dage, dit pas skal dog være gyldigt i 3 måneder udover din rejses varighed. Der kan dog være særlige regler for mindreårige børn. Husk at reglerne hurtigt kan ændre sig, så undersøg altid de gældende regler inden din rejse.

Læs om de aktuelle regler for visum: http://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/pas-og-visum/chile-pas-og-visum/

Vaccinationer

Antallet af vaccinationer afhænger af hvor lang tid du skal være i Chile, og hvor du skal hen. Tag en snak med din læge omkring vaccinationer. Vaccinationer som kan være relevante: Difteri, Hepatitis A, Stivkrampe, mm.

Andesbjergene og Santiago

Andesbjergene og Santiago

4 kommentarer til “Chile”

  1. I skal i hvert fald huske at deklarere det i lufthavnen. Jeg har læst i en rejseguide, at Chile er meget strikst mht. import af fødevarer, da de meget nødig vil importere noget, der kan sprede sygdomme til deres landbrugsafgrøder. Man kan derfor få det konfiskeret i lufthavnen. Men hvis man ikke deklarerer det, så kan man både få det konfiskeret og få en stor bøde.
    Håber, at det hjælper.
    Marie

    Svar
  2. Hej
    Vi skal ned for at besøge vores søn, som er flyttet til Chile.
    Det er måske et dumt spørgsmål – men må vi medbringe dansk rugbrød, han savner det helt vildt og vi kan ikke finde nogle toldregler.
    På forhånd tak

    Svar

Skriv en kommentar