Turkmenistan

Turkmenistan er et land, der er beliggende i den centrale del af Asien. Turkmenistan grænser op til Kasakhstan i den nordvestlige del af landet, Usbekistan i den nordøstlige del af landet, Afghanistan i den sydøstlige del af landet samt Iran i den sydvestlige del af landet. Landet grænser desuden op til det Kaspiske Hav i den vestlige del af landet. Hovedstaden i Turkmenistan hedder Asjkhabad.

Landet har et samlet areal på 488.100 kvadratkilometer, hvoraf 4,9 procent af dette areal er dækket af vand. Turkmenistan rummer desuden 4.952.081 indbyggere, hvilket giver en forholdvis lav befolkningstæthed på 10,1 indbyggere pr. kvadratkilometer.

Turkmenistan

Rejseforsikring

Du skal have en privat rejseforsikring – så du kan få akuthjælp og ikke står med din økonomiske byrde selv, hvis du kommer ud for uheld eller lignende. Generelt er sygehusvæsnet i Turkmenistan ikke i nogen høj standard, hvilket er endnu en grund til at have en stærk rejseforsikring.

Sikkerhed

Generelt så er det et sikkert land at rejse i. Helbredsmæssigt, så er den største risiko maden, især salat og drikkevand. Du må ikke tage billeder af officielle bygninger, hvilket det lokale politi tager meget seriøst. Hvis du er i tvivl, så spørg den nærmeste politimand (Dem er der mange af).

Rejsetidspunkt

Bedste rejsetidspunkt er mellem april til juni og september til november. Det kan være koldt i det nordlige Turkmenistan om vinteren og ekstremt varmt om sommeren. I Asjkhabad kan det i juli og august være temperaturer op til 50 grader, hvilket selvfølgelig er på grænsen til det umenneskelige.

Drikkevand

Det frarådes på det kraftigste at drikke vand fra hanerne.

Visum

Der er visumpligt og dit pas skal minimum være gyldigt 6 måneder ud over opholdets varighed. Og passet skal indeholde minimum 2 blanke sider.

For at kunne besøge Turkmenistan, kræves det at man bliver inviteret. Typisk sker det via sit turkmenske rejsebureau.

Visumansøgningen sker via deres tyske ambassade: https://germany.tmembassy.gov.tm/de/consular-services/visumangelegenheiten/visaformular – Det er en besværlig proces som løbende kan ændre sig.

Vaccinationer

Skal du rejse til Turkmenistan, så bør du beskyttes mod Difteri, Hepatitis A og Stivkrampe (ved kortere rejser). Ved længere rejser bør du også beskyttes mod Hepatitis B. Du skal tage til lægen i god tid, så du kan få det rigtige overblik over hvilke vaccinationer som du bør have.

Seværdigheder

Asjkhabad er en seværdighed i sig selv. Det er en blanding mellem Las Vegas og Pyongyang. Ellers findes der ikke ekstremt mange seværdigheder i landet. En stor oplevelse er at besøge “Door to hell”, som er et menneskeskabt hul hvor der siver gas ud. Myndighederne valgte at sætte ild til hullet i 1971, i håber om at det hurtigt ville brænde ud, men det brænder stadig.

Du kan se min video fra stedet her:

Af andre attraktioner er Bakharden – hvor du kan bade i en undergrundssø.

  • Hippodromen – Hvor du kan se væddeløbsheste konkurrere mod hinanden.
  • Arch of neutrality – hvor du blandt andet kan besøge nationalmuseet eller se den kæmpe statue, som ligner mest af alt en rumraket.
  • Merv (Tæt på Mary) – Resterne af den historiske oase-by som er en del af UNESCOs verdensarvsliste.
  • Ruinerne fra Konye-Urgench (Fæstningsby) – nærved Dashgouz.
  • Old Nisa – Den tidligere hovedstad for kongen af Parthia

Penge

Valutaen er manat. Hvis du vil hæve via kreditkort, så er det kun muligt i Asjkhabad. Der tages ikke mod rejsechecks. Tager du valuta med, er det bedst at det er US Dollars i små sedler, da de er nemmest at veksle.

2 kommentarer til “Turkmenistan”

  1. Hej Nicolai,

    Beklager det langsomme svar, men var lige på forlænget weekend.

    Tja visum og Turkmenistan, det er det svære spørgsmål 🙂

    Jeg var i Turkmenistan i 2010, hvor vi rejste frit. Men det var dog på et transitvisum via Iran til Usbekistan.

    Det er som jeg har forstået det, den eneste måde du kan rejse rundt uden en guide. Og som jeg har forstået det, så gælder det også via cykel. Det kræver dog at du ankommer fra et andet land, f.eks. via færgen fra Aserbajdsjan eller Iran.

    Desuden så er de vist ret nærige med længden af transitvisum. Så det bliver lidt stresset hvis du f.eks. kun får 5 dage.

    Der er måske hellere ikke så meget at se i landet i forhold til Usbekistan, så det kan være det stadig kan fungere. Asjkhabad (Hovedstaden) og Darvaza er nok de mest spændende ting at se.

    Jeg ville lave en henvendelse til http://www.stantours.com/ – Og fortælle om din situation og ønsker – er ret sikker på de kan give dig en god vejledning og hjælp.

    Har du flere spørgsmål, så bare spørg løs. Jeg står altid klar til at undersøge ting og blive klogere.

    Mvh. Jesper- Rejstil.dk

    P.S. Hvis du tager til Usbekistan – så _skal_ du tage til Samarkand.

    Svar
  2. Hejsa.
    Jeg overvejer kraftigt at tage til Turkmenistan til sommer, men kan ikke rigtig blive klog på, om det kræver en guide eller ej når jeg færdes i landet – jeg vil helst rejse alene. Min plan er at cykle fra Turkmenistan til Usbekistan.

    Venlig hilsen Nicolai Brix.

    Svar

Skriv en kommentar