En inspirationsrejse til Tirana

I oktober 2018 rejste jeg tre dage til Tirana. Det var min første tur til Albanien, og jeg var meget spændt på, hvad der ville møde mig.

Det var 25 grader varmt, da jeg ankom til Tirana, og byen summede af liv. Jeg havde på anbefaling booked mig ind på Hotel International på den centrale Skanderbeg Plads, opkaldt efter den nationale frihedshelt. Jeg var blevet rådet til at bede om et værelse på en af de øverste etager, og det var et stort held, at jeg fik det. Der var den smukkeste udsigt over pladsen, byen og Daiti Bjerget, der ligger i baggrunden.

 

Udsigten fra mit hotelværelse over Skanderbeg Pladsen

Historiens vingesus

Jeg følte historiens vingesus, da jeg gik over pladsen og ned ad den centrale Boulevard Zog, der skærer gennem byen. Her blev den sidste albanske konge, Kong Zog I, fejret, da han blev gift i 1938. Han kørte i en rød Mercedes med hvidt læderindtræk, der var en gave fra Hitler. Det faldt folk for brystet. Utilfredsheden med kongen var generelt stor, og han fik ikke lov at sidde længe som konge. I april 1939 blev Albanien invaderet af Italien, og de satte deres præg på hele landet.

Marmorpaladserne i Tirana med ornamenter, søjler og latinske inskriptioner er et vidnesbyrd om den tid, som det kan ses her på billedet:

Italienerne byggede ikke blot paladser, men anlagde veje og et stadion. De ændrede byens gadenavne, måden man hilste på og endda det albanske flag. Den centrale Boulevard hed under den italienske besættelse, Boulevard Mussolini.

Da Italien kollapsede under Anden Verdenskrig, invaderede tyskerne Albanien. Den kommunistiske modstandsbevægelse med Enver Hoxha i spidsen kæmpede mod de tyske styrker, og i efteråret 1944 lykkedes det albanerne at besejre den tyske besættelsesmagt og gøre landet frit. Hoxha kørte i triumftog ind i Tirana og gik i en sejrsparade på boulevarden og ned til det tidligere hotel Dajti, hvor sejren blev fejret. I den kommunistiske periode blev hotellet benyttet til udenlandske besøg og især diplomater. I gæsteværelserne var der indbygget mikrofoner, og i kælderen fandt aflytningen sted. I dag er hotellet under ombygning og overtaget af en albansk bank.

Langs boulevarden ses bygningsværker, der tydeligt illustrerer den kommunistiske indflydelse. Store bygninger i massiv beton. Ikke langt fra den centrale plads og boulevarden møder man en blanding af nyt, farvestrålende byggeri og ældre, faldefærdige huse.

Tiranas museer

Tirana rummer mange museer, der beskriver landets kommunistiske fortid. I 41 år sad Enver Hoxha tungt på magten, og det satte sit præg på Albanien og på Tirana. Landet var i størstedelen af tiden isoleret fra omverdenen og underlagt et regime, der var præget af stram kontrol og overvågning. De mest interessante museer, som jeg vil fremhæve, er Museum of Secret Surveillance ”House of Leaves” og det underjordiske museum ”Bunk Art 2” (billedet nedenfor). Begge steder er historien formidlet på en varieret og spændende måde, og ikke mindst med engelsk oversættelse. Jeg brugte mange timer begge steder!

”House of Leaves” var hovedkvarter for det kommunistiske regimes hemmelige sikkerhedspoliti, hvor fanger blev forhørt og tortureret. Derudover blev bygningen brugt til sikkerhedspolitiets tekniske og videnskabelige enhed med ansvar for aflytning af telefoner og overvågning af post samt generel overvågning af udlændinge. Man kan se mange eksempler på deres aflytningsudstyr og beskrivelse af metoderne.

I ”Bunk Art 2” bliver man præsenteret for små film med folk, der har overlevet mange år i de såkaldte arbejdslejre (de facto fængsler), og så er der bl.a. en fortløbende udstilling af fangernes forhold og beskrivelse af historien under det kommunistiske styre.


En stor kontrast til den øvrige del af byen er dent såkaldte ”Blokken” dvs. den del af byen, der tidligere var forbeholdt kommunistpartiets top. Det er nu forvandlet til et meget moderne område med restauranter, barer, natklubber og gallerier. Her så jeg Enver Hoxhas bolig, der blev opført i 70’erne, og jeg var så heldig at komme indenfor på en hurtig rundtur (herinde måtte jeg dog ikke tage billeder).

Enver Hoxhas hus

Et sidste meget interessant indslag på min tur var et besøg i det albanske parlament, hvor der netop fandt en afstemning sted. Det drejede sig om et forbud mod spillesteder i byernes midte. Det skal fremover kun foregå udenfor byernes centre for at begrænse hvidvask og korruption, som landet gerne vil til livs bl.a. for at nå målet om EU-medlemskab.

Blandt albanerne mærkede jeg en vis optimisme omkring fremtiden, da meget tyder på, at optagelsesforhandlingerne er ved at blive en realitet.

Det albanske parlament

At komme rundt

Det er meget let at komme rundt til fods, da centrum har en overskuelig størrelse. Hvis man gerne vil lidt væk fra byen, kan man tage en lifttur op ad Daiti bjerget, hvor udsigten er helt fantastisk. Her kan man også vandre. Ellers ligger der for enden af den centrale boulevard Zog 1 en stor park med forlystelser, legepladser og små caféer. Og hvis man vil udenfor Tirana, kan hotellerne arrangere transporten meget billigt. Generelt er det også meget billigt at spise og bo i Tirana.

Sidst men ikke mindst vil jeg fremhæve den store gæstfrihed og hjælpsomhed, jeg blev mødt med. Gæstfriheden ligger som en helt grundlæggende del af den albanske kultur. Det er meget værdsat, især når man kommer rejsende til alene.

Skakmesteren fra Tirana

Formålet med min tur var research til romanen: SKAKMESTEREN FRA TIRANA. Handlingen i romanen foregår dels i nutiden i København og dels i 1940'erne i Albanien under Anden Verdenskrig og videre under det kommunistiske diktatur. Fokus i romanen er på de store valg, man skal træffe i livet, og på kærligheden. For at kunne skrive romanen har jeg researchet den albanske historie, og det kulminerede med rejsen til Tirana.

Man kan finde meget information om byen på nettet, men hvis man skal beskrive stemningen, og hvis man skal give læserne en følelse af at have været der, så var det for mig nødvendigt selv at have været der. I Tirana blev jeg mødt med stor venlighed og gæstfrihed af de albanere, jeg mødte, og som også hjalp med bidrag til min historie. Sidst men ikke mindst fandt jeg det hus, hvor jeg har ladet min hovedperson bo, og jeg fulgte den rute, hvor det endelige opgør mellem to af hovedpersonerne finder sted.

Det var en stor oplevelse at være i Tirana, og jeg glæder mig til at udforske andre dele af landet næste gang, jeg skal dertil.

Romanen SKAKMESTEREN FRA TIRANA udkommer 1. juni på forlaget Forfatterskabet.

For mere info se: www.claudiawesthlonning.dk

[Total:1    Gennemsnit:5/5]

Skriv et svar