rejsetips

Rejsetips – Gode råd til rejsen

Vi vil i denne artikel give dig vores bedste rejsetips. At rejse er for de fleste synonymt med fantastiske oplevelser. Følelsen af varmt sand mellem tæerne, mens dagligdagens trummerum langsomt forsvinder, og bliver erstattet af en fornemmelse af ultimativ frihed.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor de fleste mennesker altid glæder sig til den næste ferie. I denne artikel får du en masse gode rejsetips, som du kan tage med i din mentale bagage, når du rejser ud i den store verden – gode råd, som du kan bruge, uanset om du skal til Paris, Abu Dhabi eller Thyborøn.

Rejsetips: før du rejser

Se vores mange rejsetips
Pink Beach, Bermuda

Der er selvfølgelig ikke de helt vilde forberedelser forbundet med rejser rundt i Europa. Her skal du primært sørge for at huske dig selv, et par rene underbukser og en masse penge. Men hvis du skal ud i den store verden, er det vigtigt, at du tager kontakt til din læge i god tid. Det er altid svært at få en tid hos lægen i rejseperioder, så det kan godt betale sig at være tidligt ude.
De fleste rejseeksperter er enige om, at du skal et smut til lægen senest seks uger før afrejse, så der er god tid til at få styr på eventuel medicin, vacciner og den slags. Lægen kan give dig hjælp og vejledning, som tager udgangspunkt i din journal og dine helbredsforhold. Der kan nemlig være særlige forholdsregler, du skal tage, hvis du er gravid, rejser med børn, er kronisk syg eller immunsvækket på anden vis.

Når lægen giver dig råd til din rejse, tager han eller hun udgangspunkt i fire vigtige forhold. Hvor du skal hen, hvor længe du skal være af sted, hvordan du rejser, og hvad du skal lave på rejsen. Det er for eksempel ikke ligegyldigt, om du skal på forretningsrejse, rejse med rygsæk eller på charterferie. Det er heller ikke ligegyldigt, om du skal være meget i kontakt med dyr på din rejse.

Når du rejser

Medmindre du skal cykle, løbe eller gå til din destination, kommer du til at sidde stille i lange perioder på turen. Seks stillesiddende timer i en flyvemaskine kan hæmme tilbageløbet af blod fra benene, hvilket i værste fald kan resultere i blodpropper. Derfor er det vigtigt, at du flere gang undervejs forsøger at motionere i flyet. Det kan være noget så simpelt som at gå en runde fra din plads, ned omkring toiletterne og tilbage igen.

Hvis du i forvejen ved, at du har tendens til at få hævelser i benene, når du sidder stille, kan du købe nogle særlige støttestrømper, som du kan have på. De er med til at stimulere og støtte blodomløbet i dine ben, så du kan holde ud at sidde stille i en længere periode.
Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at risikoen for blodpropper i benene er markant større, hvis du er over 40 år. Gravide er også særligt udsatte, ligesom det også spiller en rolle, hvis du lige er blevet opereret i benene.

Rejser på tværs af tidszoner forårsager også jetlag, som er et udtryk for, at din fysiologiske søvn- og døgnrytme er blevet forstyrret. Symptomerne omfatter træthed, desorientering, kvalme, hovedpine, søvnløshed og dehydrering. Jetlag forekommer kun, når du rejser fra øst mod vest eller omvendt – og altså ikke, hvis du rejser fra nord mod syd og den anden vej rundt. Jetlag er typisk ikke et problem, hvis du rejser fra vest til øst, fordi det er sværere at falde i søvn, end det er at holde sig vågen, når man flyver den anden vej.

Pas på ulykker

Rio de Janeiro, Brasilien

Når danskere dør i forbindelse med rejser, skyldes det næsten altid ulykker. Særligt trafikulykker, drukneulykker og voldelige overfald. Statistikkerne viser også, at der næsten altid er alkohol eller andre rusmidler involveret, når danskerne dør i udlandet. Uanset hvad du skal lave på din rejse, er det en fordel at have en rejseforsikring, der både dækker omkostninger til behandling af sygdom og skader, som du får i forbindelse med ulykker.

Markedet for rejseforsikringer er en jungle, og det kan være svært at finde ud af, hvad der dækker og hvordan. Derfor anbefaler vi, at du får styr på dine forsikringer i god tid. Hvis du kun rejser en gang om året, kan det tit betale sig at købe rejseforsikringer enkeltvis. Men hvis du rejser flere gange om året, kan det godt svare sig at tegne et abonnement. Du bør under alle omstændigheder checke med dit forsikringsselskab, for at få styr på, hvordan du er – eller bliver – dækket ind.
Det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis du ikke har en rejseforsikring, og du kommer til skade i udlandet. Særligt i USA, hvor det er notorisk dyrt at være indlagt og modtage behandling. Her modtager du andre – og ofte bedre – behandlingstilbud, hvis du er dækket af en forsikring, der betaler din hospitalsregning.

Du kan tage en række forholdsregler, hvis du helt vil undgå at komme til skade på din rejse. Eksperter fraråder for eksempel, at du lejer knallerter og motorcykler, når du rejser. Det gælder særligt i Asien, hvor transportkulturen mildt sagt fungerer anderledes, end den gør i Danmark. Hvis du alligevel lejer et køretøj, bør du sætte dig ind i de lokale trafikregler, ligesom du naturligvis bør overholde hastighedsgrænser og lade bilen stå, hvis du har drukket.

Vand er også tit med i spillet, når danskere kommer til skade i udlandet. Her taler vi enten om drukning eller nærdrukning, som kan føre til varige hjerneskader. Det kan også dreje sig om fysiske skader, der opstår i forbindelse med udspring på lavt vand. Nogle ulykker opstår også til søs, hvor personer falder ombord eller havarerer på anden vis. Et godt tip er, at gøre som de lokale, når man er på stranden. Hvis du med andre ord kan se, at ingen går længere ud end til navlen, så bør du følge deres eksempel.

Voldelige overfald er også et tema, du skal være opmærksom på, når du rejser. Det gælder særligt, hvis du rejser i udviklingslande, men vi anbefaler, at du generelt viser agtpågivenhed. I disse tider kan du også komme til skade, når du færdes på Nørrebro om aftenen – og selvfølgelig også, hvis du render rundt i Rio de Janeiros gader i en brandert. Lad Rolex-uret og dine andre værdier blive hjemme for en sikkerheds skyld. Undgå at tage til meget øde områder, medmindre du har hyret en lokal guide, der kan føre dig undervejs.
Sidst men ikke mindst, bør du aldrig gøre modstand, hvis du bliver passet op i udlandet. Dit liv er vigtigere end ting, og efterspillet bør du tage med de lokale politimyndigheder, dit forsikringsselskab og eventuelt den danske ambassade i det pågældende land.

Vær opmærksom på klimaforhold

Pago Pago, Amerikansk Samoa

Du bør også tage forholdsregler i forhold til destinationens klima, når du rejser. Hvis du for eksempel skal til Tanzania for at bestige Mount Kilimanjaro, skal du være opmærksom på, at det atmosfæriske tryk er lavere end i Danmark, når du færdes i højere luftlag. Dermed er du eksponeret for højdesyge, der er en akut tilstand, som opstår få timer efter hurtig opstigning til højder over tre kilometer.

Symptomerne på højdesyge er manglende appetit, opkastninger, hovedpine, åndenød og kvalme. Højdesyge kan i værste fald medføre dødsfald, fordi der kan opstå væskeophobninger i dine lunger. Men hvis du for eksempel skal færdes i bjerge, er det vigtigt, at du er ledsaget af en guide. Disse typisk til alle de forholdsregler, man skal tage, hvis man vil undgå højdesyge. Herunder, at man holder nogle dages pause imellem hver opstigning, hvis man for eksempel bestiger et bjerg.
Hedeslag og solstik er tilstande, der typisk opstår, hvis du rejser under varmere himmelstrøg. Skaderne er næsten altid forbundet med dehydrering, fordi folk undervurderer, hvor meget væske de skal bruge, når vejret er varmt. Du skal derfor huske at drikke masser af vand, når du færdes i varmen.

Tænk dig om, før du spiser

Infektionssygdome er en af de helt store syndere, når vi ser på, hvordan danskerne kommer til skade på rejsen. Særligt mave-tarm-infektioner, som typisk forekommer, når eventyrlystne danskere fordyber sig lidt for meget i det asiatiske gadekøkken. Eller drikker lidt for meget af det klorinsmagende vand i USA. Resultatet er typisk diaré og influenzalignende symptomer.

De lette tilfælde kan behandles med hvile og væske, som for eksempel vand, te med sukker, fortyndet juice og lignende. Hvis afføringen er blod, bør man under alle omstændigheder søge lægehjælp.
Hvis du vil undgå alt for hyppige toiletbesøg på rejsen, kan du tage en række forholdsregler. Du kan for eksempel holde dig til kogte, bagte og stegte retter, da disse tilberedningsformer fjerner de mest almindelige bakterier, der kan smide grus i kroppens maskineri. Du kan også holde dig til drikke fremstillet på varmt vand, som for eksempel te, kaffe og så fremdeles.

Du bør også vide uden om rå fisk, grøntsager, skaldyr og frugt, du ikke selv har skrællet. Hvis der er synlige kloakudløb i nærheden af den strand, du frekventerer, bør du nøjes med at dyppe fødderne i vandkanten.

Du skal også være opmærksom på, at seksuelt overførte sygdomme også skal forebygges, når du er på ferie. Her er særligt klamydia, gonoré, syfilis, hepatititis B, hepatitis C og HIV aktuelle, hvis du har planer om at være seksuelt aktiv, mens du rejser. Brug derfor altid kondom, så du er på den sikre side. Hvis du er kvinde, kan du forlange, at din partner bruger kondom, ligesom der også findes andre metoder, du kan beskytte dig selv på.
Hvis du har planer om at rejse til tropiske og subtropiske områder, udgør malaria også en konstant trussel. I disse tilfælde bør du konsultere din læge, før du tager af sted, så du kan nå at få vacciner og eventuelt forebyggende medicin. Du bør desuden investere i myggebalsam, samt lange bukser og langærmede trøjer, så du kan beskytte dig imod stik fra malariamyg.

Vær opmærksom, når du kommer hjem

Du bør altid være ekstra opmærksom, efter du er kommet hjem fra en ferie. Nogle sygdomme er latente, og går først i udbrud flere uger efter, du er blevet smittet.
Det gælder for eksempel malaria, som du sagtens kan gå rundt med i uger, før de første symptomer begynder at indfinde sig. Gå derfor til lægen, hvis du bliver syg, selv om det måske kun drejer sig om let snue. Håber du kan bruge vores rejsetips til noget brugbart – Skriv gerne en kommentar om artiklen nedenunder, og giv eventuelt dine bedste rejsetips.

Skriv et svar