Få styr på visum

Få styr på pas og visum, inden du rejser

Kufferten er pakket, billetterne er bestilt og avisen er afbestilt de næste par uger. Feriefreden er begyndt at indfinde sig, og dagligdagens tankevirksomhed bliver langsomt erstattet af forventningens glæde. Men før du rejser af sted, er der nogle ting, du skal være opmærksom på. I denne artikel får du en introduktion til alt det, der har med pas og visum at gøre, når du rejser ud af Danmark.
Vi har valgt at male med den store pensel, så hvis du ønsker informationer om reglerne i det land, du skal rejse til, kan du med fordel bruge Udenrigsministeriets guide. Her kan du også finde visumreglerne for det pågældende land, du skal rejse til, så du kan tage de nødvendige forholdsregler.

Ansøg om visum i god tid

Vi skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at det er vigtigt at være tidligt ude, da nogle ambassader har ekstremt lange behandlingstider, når det gælder udstedelse af turistvisum og lignende. Samtidig kan forholdene lynhurtigt ændres, hvilket betyder, at de regler, der gælder i dag, måske ikke gælder i næste uge, eller når du skal af sted.
Der er ikke noget værre end at glæde sig til en ferie, for blot at blive afvist ved grænsen eller i lufthavnen, når det store øjeblik kommer. Derfor skal du for eksempel være opmærksom, at nogle lande kræver, at dit pas er gyldt i seks måneder ud over rejsens varighed.

Du skal også huske, at du altid skal have dit pas med, når du rejser i Europa. Også selvom grænsekontrollen er ophævet mellem Danmark og de øvrige EU-lande. Den eneste undtagelse er, at du ikke skal medbringe dit pas, når du rejser til nordiske lande. Herunder Norge, Sverige, Finland og Island. Men ifølge Udenrigsministeriet skal du alligevel huske en gyldig form for billedlegitimation, som for eksempel et kørekort eller lignende.

Hvis du skal til USA, skal du forhåndsgodkendes, før du kan få lov til at rejse ind i landet. Det betyder, at du skal udfylde en såkaldt ESTA-ansøgning, ligesom du skal betale et lille administrationsgebyr. Når ansøgningen er udfyldt og udsendt, får du besked om, hvorvidt du har fået lov til at rejse ind eller ej. Med det forbehold, at du fortsat skal cleares af de forskellige kontrolmyndigheder undervejs på din rejse.

Som dansker kan du rejse ind i over 160 lande uden visum.

Forskellige pastyper

Der findes to forskellige typer pas. Det almindelige pas og det nye, biometriske pas, som blev indført pr. 1. januar 2012. Forskellen er på de to er, at det biometriske pas er udstyret med en chip, som indeholder forskellige informationer. Herunder et digitalt foto, fingeraftryk og en underskrift.

Alle pas, der er udstedt efter 1. august 2006, er også udstyret med en chip, som dog kun indeholder dataene fra passets maskinlæsbare kode og et digitalt foto.

Du behøver ikke være bange, hvis du ikke har fået et biometrisk pas. Dit nuværende pas gælder nemlig fortsat. Fra nu af og indtil det udløber. Du skal også være obs på, at en ny EU-forordning fra sommeren 2012 har gjort, at danske børn ikke længere kan stå i deres forældres pas, når familien skal rejse. Alle danskere – uanset alder – skal nu have deres eget pas.

Skriv et svar